Fakta om brunbjørne
Mange tror, at brunbjørne kun lever af laks, men faktisk er de vilde med frugter og bær. Find flere fakta om de altædende brunbjørne.
Den brune bjørn har boet i Skandinavisk Dyrepark siden 2003 og der lever lige nu 7 brune bjørne i deres 2,5 hektar store anlæg.
Brunbjørne er meget legesyge og spændende at kigge på, så vores gæster bruger ofte både hele og halve timer på gangbroen gennem anlægget.
Værd at vide om brunbjørnen:
- Den brune bjørn er vidt udbredt på den nordlige halvkugle. Lige fra Alaska og Sibirien i nord til Indien i syd.
- Den brune bjørn varierer meget i størrelse fra sted til sted, men det skyldes næsten udelukkende adgangen til mad.
- Hannerne kan veje 5-600 kg, hunnerne vejer typisk det halve.
- Den brune bjørn er altæder. Den spiser mest planteføde (80-90%), og kun i mindre omfang kød og fisk.
- Det er kun nogle få procent af verdens brune bjørne der spiser fisk, men billederne er spektakulære, og med i alle bjørnefilm.
- Brune bjørne er enormt tilpasningsdygtige. De kan leve i udkanten af større byer, og finde føde i skraldespande og på lossepladser.
- Brune bjørne er meget hurtige. De kan løbe 100 meter på 7-8 sekunder, hurtigere end det hurtigste menneske.
- Der levede brune bjørne i Danmark indtil for ca. 5.000 år siden.
- Den brune bjørn trives i vore Nordiske nabolande; Norge, Sverige og Finland.