Afsked med gamle beboere

De gamle bjørne

De tre brunbjørne, Brunhilde, Bette og Bamse, var nogle af de første brunbjørne, der flyttede ind, da vores bjørnepark så dagens lys tilbage i 2003. Den mest nævneværdige af dem er uden tvivl Brunhilde, der har sørget for flere kuld unger i bjørneparken, heriblandt vores nuværende avlshunner Bjørk og Barba. Brunhilde har længe været hele dyreparkens alderspræsident, skarp forfulgt af Bette og Bamse, så snakken i dyregruppen var begyndt at gå, om hvornår det rigtige tidspunkt var at skulle aflive de tre.

Den svære, men rigtige beslutning

Når vi som zoologisk anlæg arbejder med dyr i fangenskab, er det en del af hverdagen, også at skulle tage svære og nødvendige beslutninger, om hvornår det er det rette tidspunkt at aflive et dyr. Nogle gange afliver vi dyr, fordi der slet og ret ikke er plads til dem, og andre gange ligger der enten sygdom eller alderdom bag ved beslutningen. Begge dele er beslutninger vi tager med stor respekt for dyrene og deres generelle velfærd for øje. Aflivningen og beslutningen herom er uden tvivl sværere, når det drejer sig om dyr, der har gjort et så stort indtryk på både medarbejdere og gæster, som de tre seniorbjørne har gjort. Derfor var det en ren gave, at bjørnene faktisk kunne bruges til noget selv efter aflivningen.

Intet spild af bjørn

Forud for aflivningen kontaktede vi vores gode kollegaer i København ZOO, samt Aarhus Universitet og Københavns Universitet, for at tilbyde at de tre brunbjørne kunne benyttes til både forskning og undervisning – de skulle nemlig ikke bare ”gå til spilde”. Det endte faktisk med at de tre bjørne blev en del af intet mindre end 5 forskellige forskningsprojekter, bl.a. et projekt der i fremtiden vil gøre bedøvelser af brunbjørne bedre. Udover det blev en af bjørnene fremvist til en offentlig dissektion med masser af formidling om bjørnes fysiologi, samt vi fik mulighed for at udarbejde effekter til dyreparkens formidlingsafdeling. Alt i alt har aflivningen altså skabt utrolig meget værdi – både inden for forskning og formidling.

Plads til den kommende generation

Heldigvis blev der langt fra stille i bjørneparken, efter vi havde taget afsked med de tre seniorer. I kulissen stod Brunhildes efterkommere nemlig klar med intet mindre end 5 frække bjørneunger, der så rigeligt fylder den 25.000 m2 store bjørnepark ud.

Men hvad er fremtidsudsigterne så for ungerne? Ja, det kan vi faktisk ikke sige noget endegyldigt om på nuværende tidspunkt. Nogle af dem vil formentligt blive boende hos os, nogle vil forhåbentligt komme videre til andre zoologiske anlæg, men det er ikke usandsynligt, at nogle af ungerne ender som overskudsdyr og i sidste ende vil blive aflivet ligesom de tre seniorbjørne. Det er en bidende nødvendig og naturlig del af et avlsprogram, at der fødes unger, som kan ende som overskudsdyr. I naturen er det kun omkring halvdelen af brunbjørnenes unger, der overlever til at blive voksne, hvor det i zoologiske haver er en meget større andel. Ved at aflive ungerne ved den tid, hvor de normalt ville flytte hjemmefra i 2-3-årsalderen, efterligner vi derfor den naturlige dødelighed blandt de vilde brunbjørne.

Man kan så spørge sig selv om, hvorfor vi så overhovedet lader bjørnene få unger, og det er der flere rigtigt gode grunde til.

For det første tager det næsten 3 år fra en brunbjørnehun bliver parret, til ungerne er klar til at flytte hjemmefra. Vi kan altså ikke rigtig spå om, hvor mange bjørne man kan finde hjem til flere år ude i fremtiden. Vi har heller ikke mulighed for at afgive en bestilling på det helt rigtige antal unger med den rigtige kønsfordeling. Dertil kommer alle de faktorer som vi ikke kan styre som f.eks. sygdom eller andet, som naturligt tager en del af ungerne.

For det andet er parringsadfærd og yngelpleje en enormt stor del af en brunbjørnehuns naturlige adfærd, og at fjerne denne del af deres liv er derfor med til at forringe velfærden.

Sidst men ikke mindst er reproduktion hos dyr ikke en kontakt, man bare kan slå til og fra. Det har vist sig i rigtigt mange tilfælde, at når man har givet prævention til dyr i zoologiske anlæg, så har effekterne været permanente. Vi kan derfor risikere at stå med en population, der kollapser, hvis ikke der kontinuert fødes nye unger.

Det gode bjørneliv

Men hvad betyder det så helt konkret for de bjørne der bor i parken? Fra bjørnenes synsvinkel ser deres liv ud som det alle dage har gjort. Om vinteren ligger de sig i huler og sover, så de er klar til at stå op i det tidligere forår med fornyet energi til endnu en sæson i Skandinavisk Dyrepark. De spiser, leger, vokser, parrer sig, føder unger, opdrager unger – ja de gør sådan set alt det, bjørne bør gøre.

For personalet i dyreparken ser det egentlig også ud som det altid har gjort. Vi kommer nemlig til at fortsætte med at arbejde ud fra samme mantra, som vi altid har gjort. Nemlig at gøre det, der skaber størst velfærd for både nuværende og kommende generationer af bjørne i Skandinavisk Dyrepark.