Mediedække
Fredag d. 25 februar fik vi besøg af TV2 Østjylland, der gerne ville filme vores 2 små isbjørneunger blive chippet.
Den 25. februar stod alle mand klar, da vi skulle have fat i de to isbjørneunger for at chippe dem og tjekke deres køn. Selvom hele processen tog under 1 time, har vi været i gang i ugerne op til, for at det hele kunne forløbe så let som muligt.
For at vi overhovedet kan komme til at tjekke isbjørneungerne, er det nødvendigt at lukke den beskyttende isbjørnemor væk fra dem. Nuno var derfor lukket inde i stalden, mens vi var i anlægget hos ungerne.
Det kan godt være en hård omgang for en nybagt isbjørnemor at blive lukket væk fra sine unger, og det var meget vigtigt for os, at Nuno skulle føle sig så tryg som muligt. Vi startede derfor med at træne med hende omkring 14 dage inden, vi skulle tjekke ungerne. Træningen foregik ved, at to personer besøgte Nuno i stalden. Den ene belønnede hende til at gå så langt ind i stalden som muligt, og den anden stod med hånden på håndtaget til lågen, så vi ville være klar til at lukke for hende på selve dagen.
Vi havde egentlig forventet, at vi skulle bruge lang tid på, bare at få hende til overhovedet at træde ind igennem den første låge, men allerede i løbet af den første uge vadede Nuno glad og gerne ind igennem hele stalden til det fjerneste hjørne. Hun tog det faktisk så roligt, at vi næsten ikke kunne tro det.
Så kom dagen endelig, hvor vi skulle lukke Nuno væk fra ungerne – en dag vi både havde glædet os til og været nervøse for. Hvordan tager Nuno det? Er hun lige så rolig, som når vi har trænet med hende? Heldigvis gav træningen pote, og Nuno kom stille og roligt op i stalden, og vi kunne uden problemer lukke lågen bagved hende. En lækkersulten isbjørn vil gøre meget for kohjerte og sild.
”Så er Nuno på stald” – blev der kaldt over walkien, og straks kom resten af holdet, så vi hurtigt kunne komme ind til ungerne og få dem sundhedstjekket. Udstyret med vægt, chip og chipscanner skyndte vi os ned til fødehulen, og få fat i den første unge til et hurtigt tjek.
Det første vi gjorde, var at indsætte en chip i ungen. Det gør man for at kunne identificere den og så vi kan registrere den i den store isbjørnedatabase. Det er præcis den samme type chip, som man bruger hos hunde og katte. Derefter var det med at få vejet og kønsbestemt den første unge. En stor lækker hun på 7,4 kg. Ned i hulen med første unge og så fat i den anden. Endnu en lækker hun med en kampvægt på 7,2 kg.
Efter at have fået begge unger ned i hulen igen, var det med at pakke sammen og komme ud, så Nuno atter kunne genforenes med sine unger.
I stalden kunne vi glæde os over, at selvom Nuno havde været utålmodig og selvfølgelig var frustreret over at være lukket fra sine unger, havde hun alligevel haft tid og overskud, til at spise de sidste lækkerier vi havde givet hende. Faktisk havde Nuno så meget overskud, at da vi endelig kunne lukke op for stalden igen, skulle hun alligevel lige tjekke, om der mon ikke var en lille sild ekstra til hende – hun var simpelthen så sej!
Alligevel trak moderinstinktet i hende til sidst og hun skyndte sig ned for at tjekke, at ungerne var okay, og vi kunne se på kameraet i hulen, at det var med stor gensynsglæde. Nuno og ungerne fik et par timer sammen helt alene, inden et par stykker af os som har trænet med Nuno op til dagen, tog i stalden igen, for at se om hun mon stadig havde lyst til at hilse på os. Det havde hun heldigvis. Med det samme kom Nuno op til os, og næsten ned i enden af stalden – tilliden var intakt, og træningen har i den grad virket.
To små lækre hunisbjørne og en rolig isbjørnemor var i den grad noget, der blev fejret, da det hele var overstået. Det kunne ikke være gået bedre, end det gjorde, og det var svært at tørre smilet af læberne og få armene ned igen.
Det er første gang vi i Skandinavisk Dyrepark får isbjørneunger, der overlever helt uden hjælp fra os. At det så ovenikøbet er Nuno, der selv er født og opvokset i parken, det er lykkedes for, er bare helt fantastisk. Det næste skridt bliver at få Nuno og ungernes anlæg gjort klar, og ikke mindst få fundet navne til vores to nye isbjørnehunner.
Fredag d. 25 februar fik vi besøg af TV2 Østjylland, der gerne ville filme vores 2 små isbjørneunger blive chippet.
Den 12. december 2021 blev vores isbjørnehun Nuno mor til et sæt isbjørnetvillinger. Ungerne og deres mor stortrives i Nunos fødehule. Mens vi venter på, at de kommer ud, så vi rigtig kan se dem, når vi åbner den 9. april, vil vi gerne fordrive ventetiden med at fortælle jer om, hvordan det tidlige liv ser ud for en isbjørn.
Skandinavisk Dyrepark er en attraktion midt mellem Aarhus, Randers og Grenaa i hjertet af Djursland. Her møder du isbjørne, brunbjørne, ulve og mange andre nordiske dyr i skønne omgivelser.
Skandinavisk Dyrepark
Nødagervej 67b, Nødager
DK-8560 Kolind
Telefon: 86 39 13 33
info@skandinaviskdyrepark.dk
CVR-nummer: 43170074
Skandinavisk Dyrepark 2024. Alle rettigheder forbeholdes.
Skandinavisk Dyrepark er en attraktion midt mellem Aarhus, Randers og Grenaa i hjertet af Djursland. Her møder du isbjørne, brunbjørne, ulve og mange andre nordiske dyr i skønne omgivelser.
Skandinavisk Dyrepark
Nødagervej 67b, Nødager
DK-8560 Kolind
Tlf. 86 39 13 33
info@skandinaviskdyrepark.dk
CVR-nummer: 43170074