I sæson 2026 indgår Skandinavisk Dyrepark et spændende samarbejde med træskulptør og motorsavskunstner Stefan From-Møller. Gennem året vil Stefan skabe fire unikke træskulpturer inspireret af Nordens dyr – midt blandt gæsterne og parkens naturskønne omgivelser.
Det særlige ved projektet er, at skulpturerne bliver skabt live i parken, så gæsterne kan følge hele den fascinerende proces fra rå træstub til færdigt kunstværk. Undervejs får man mulighed for at opleve håndværket helt tæt på, høre motorsaven arbejde og se dyrenes former tage liv direkte i træet.
De færdige skulpturer vil efterfølgende blive en permanent del af Skandinavisk Dyreparks naturlige miljø og bidrage til endnu flere stemningsfulde naturoplevelser for parkens gæster.
Isbjørneskulpturen bliver skabt i forbindelse med Skandinavisk Dyreparks årlige Isbjørnemarch, hvor der samtidig samles midler ind til forskning og bevarelse af isbjørne.
Læs mere om kunstneren Stefan From-Møller her.
Stefan From-Møller er tidligere lærer og selvlært kunstner med en stor passion for natur, videnskab og håndværk. Efter en blodprop i hjernen i 2020 ændrede hans liv sig markant, og kunsten blev en vigtig del af hans vej tilbage.
I dag arbejder han med træskulpturer og motorsavskunst, hvor kreativitet, fordybelse og naturens former er i centrum. Gennem sine værker ønsker Stefan både at skabe unikke naturoplevelser og inspirere andre til at lade kreativiteten bane vejen for et godt og meningsfuldt liv – uanset hvilke udfordringer eller forudsætninger man har.
.