Avl af isbjørne

Hvorfor har vi isbjørne i Skandinavisk Dyrepark?

Det primære formål med at holde isbjørne i zoologiske anlæg er formidling og information om dyrenes biologi og levevis. Vi betragter isbjørnene i Skandinavisk Dyrepark som ambassadører for deres vilde artsfæller i Arktis, og bruger konkret mange ressourcer på at fortælle om klimaforandringernes effekt på specielt isbjørne og hele det Arktiske område.

Vi tror ikke, at isbjørne født og opvokset i Skandinavisk Dyrepark kan genudsættes i Arktis og overleve. Det tager en isbjørneunge flere år sammen med sin mor i Arktis at lære at fange sæler, og en genudsat isbjørn vil med meget stor sandsynlighed dø af sult på få måneder.

Det altoverskyggende formål med at holde isbjørne i Skandinavisk Dyrepark er derfor formidling og information.

Hvorfor avler vi med isbjørne i zoologiske anlæg?

For 20-30 år siden var det muligt at bestille f.eks. en isbjørn, en løve eller et næsehorn hos firmaer, der indfangede dyrene i den vilde natur, og solgte dyrene til zoologiske anlæg. Denne praksis er heldigvis ikke længere lovlig takket være internationale traktater (blandt andet CITES eller Washingtonkonventionen).

For at opretholde genetisk sunde bestande af de forskellige dyrearter i zoologiske anlæg, er det derfor meget vigtigt, at vi kan få dyrene til at formere sig i fangenskab. Hos nogle arter går det meget let, hos andre er det forbundet med større eller mindre problemer. Isbjørnen er én af de arter, hvor det ikke går så let.

Hvor mange isbjørne er der i zoologiske anlæg?

I hele verden var der i 2015 298 isbjørne fordelt på 133 zoologiske anlæg. I Europa var der 145 isbjørne fordelt på 58 zoologiske anlæg, heraf 6 i Skandinavisk Dyrepark.

De enkelte isbjørne tilhører ikke de enkelte zoologiske anlæg, men ”ejes” af os alle sammen i et ”isbjørnefællesskab”. I både Europa, Amerika og Asien har vi hver især valgt en koordineringsgruppe, der opsamler og videreformidler erfaring og viden med hold af isbjørne i fangenskab. Denne koordineringsgruppe kaldes en TAG (Taxon Advisory Group). Gruppen fastlægger også langsigtede mål for avlssarbejdet, bestemmer hvilke isbjørne der skal parres med hinanden, og hvor afkommet efterfølgende skal sendes hen til videre avl. De 3 TAGs har stambøger over alle 298 isbjørne.

Avlssarbejdet er hjørnestenen i TAG’ens arbejde

I Europa er det kun cirka halvdelen af de 145 isbjørne, der er i den avlsdygtige alder. Da vi ikke kan få tilført nye gener fra de vilde isbjørne i Arktis, er det meget vigtigt at vi planlægger avlssarbejdet meget omhyggeligt.

De største udfordringer er indavl og tab af genetisk variation. Når beslægtede isbjørne parrer sig med hinanden, f.eks fætre og kusiner, får vi indavl. Indavl medfører på sigt en lang række genetisk betingede sygdomme, bl.a. nedsat frugtbarhed. For at undgå indavl benytter TAG’en meget avancerede computerbaserede avlsmodeller, der beregner konsekvenserne af de enkelte parringer 100 år frem i tiden. Avlsmålet er, at vi om 100 år stadig skal have mindst 90% af den nuværende genetiske variation i behold.

Da antallet af avlsdygtige isbjørne er relativt lille, er det helt afgørende for det langsigtede mål med avlsarbejdet, at alle zoologiske anlæg støtter TAG’ens arbejde 100%,og følger alle anvisninger.

Alle isbjørneunger er vigtige for avlssarbejdet

For at nå avlsmålet skal der føjes 15-18 isbjørneunger til bestanden i Europa hvert år. Af én eller flere grunde dør en del af de nyfødte isbjørneunger indenfor de første 3-4 levedøgn, fordi deres mor ikke kan producere mælk til dem. I TAG’en arbejder vi på at finde årsagen til problemet, men der synes ikke at være et mønster i problemerne – heller ikke stress. Noget tyder på, at hvis en isbjørnemor én gang har opfostret unger, kan hun gentage successen. Udfordringen er således at få hende i gang med at producere mælk. Det er vigtigt, at alle hunner får unger; ellers får vi indavlsproblemer.

Isbjørnehunnerne føder deres unger i kunstige fødehuler, og skal have helt ro i de første uger efter fødslen. En nybagt isbjørnemor er et meget farligt dyr, og det er derfor meget begrænset hvad vi kan gøre for at gribe ind, hvis der opstår problemer med ungerne.