Havørne lever primært af fisk, som de fanger i områder med lavt vand. Men de fanger også forskellige fugle, og i Skandinavisk Dyrepark står kohjerte højt på ønskelisten.
Når en havørn bliver sulten finder den gerne et godt udsigtspunkt, hvor den med sit fantastiske syn, kan overvåge et vandområde. Det kan for eksempel være i toppen af et højt træ. Når den får øje på en fisk under vandet, lader den sig falde ned fra træet, breder sine enorme vinger ud og strækker kløerne frem foran sig. Hvis den er hurtig nok, sætter den kløerne lige i nakken på den intetanende fisk, og så er der serveret.
Nogle gange vader havørnene også rundt på lavt vand for at fiske. Her kan de gribe fisk og andre bundlevende dyr med deres kæmpestore kløer, eller simpelthen stikke hele hovedet under vandet, og tage fat i fisken med næbbet.
Hvis man nogensinde har set, hvordan en flok ænder opfører sig, når en havørn viser sig på himlen, er man ikke i tvivl om, at havørnen også har fugle på sit menukort. Ørnene kan cirkulere længe over en flok ænder, inden de dykker ned og sætter kløerne i en af dem.
Når byttet vejer mindre end 2,5 kg, kan havørnen sagtens flyve afsted med det, men hvis der står gås på menuen, er det straks en anden sag. Havørne kan nemlig godt fange gæs, selvom de vejer mere end havørnen selv gør, men så bruger de en lidt anden teknik. De dykker gentagende gange ned over gåsen, der selvfølgelig kæmper for at komme væk fra havørnen. På et tidspunkt er gåsen så udmattet, at havørnen blot kan lande på gåsen. Havørnen slår så den ene klo om halsen på gåsen, og bruger sine enorme vinger til at ro indtil land.
Her i parken kan du se, hvordan havørnene fisker til det daglige havørneshow. Her fanger de kunstige fisk, hvor de kan pille en lille daggammel kylling ud som belønning. Hvis du er heldig, kan du til sidst i showet se, hvordan de vader og fisker på det lave vand, når der bliver smidt små stykker kohjerte ned i søen.
Skandinavisk Dyrepark er en attraktion midt mellem Aarhus, Randers og Grenaa i hjertet af Djursland. Her møder du isbjørne, brunbjørne, ulve og mange andre nordiske dyr i skønne omgivelser.
Skandinavisk Dyrepark
Nødagervej 67b, Nødager
DK-8560 Kolind
Telefon: 86 39 13 33
info@skandinaviskdyrepark.dk
CVR-nummer: 43170074
Skandinavisk Dyrepark 2024. Alle rettigheder forbeholdes.
Skandinavisk Dyrepark er en attraktion midt mellem Aarhus, Randers og Grenaa i hjertet af Djursland. Her møder du isbjørne, brunbjørne, ulve og mange andre nordiske dyr i skønne omgivelser.
Skandinavisk Dyrepark
Nødagervej 67b, Nødager
DK-8560 Kolind
Tlf. 86 39 13 33
info@skandinaviskdyrepark.dk
CVR-nummer: 43170074