Besøg af Ramasjangstjerne
Lørdag den 6. maj får Skandinavisk Dyrepark ved Nødager på Djursland besøg af en af landets bedste historiefortællere, Silja Okking, der blandt andet er kendt fra DR Ramasjang.
1/5/2023
Den populære tv-vært vil mellem 13 og 13.30 læse højt for gæsterne i parken ved tribunen foran isbjørneanlægget. Efter højtlæsningen kan man hilse på Silja Okking og få en autograf.
Tag tæpper og snacks med, så hele familien rigtig kan hygge, mens I lytter til nogle af Siljas mange spændende historier for børn og barnlige sjæle.
I næsten alt, hvad Silja Okking har beskæftiget sig med, har historie-fortællingen været i højsædet: Om det er gennem sang/musik, indtaling/dubbing, tv-programmer eller værtsroller, har det været Siljas fornemmeste opgave at fortælle og formidle historier i øjenhøjde med publikum.
Hvis regnen skulle trække sammen over Djursland, vil der være mulighed for at rykke i tørvejr i parkens lade. Arrangementet er GRATIS, når entrébillet eller sæsonkort er købt.
Oplev isbjørneungerne
Skandinavisk Dyrepark har netop slået dørene op for den nye sæson i parken. Hver dag i hele sæsonen er der rig mulighed for at opleve Skandinaviens dyreliv på helt tæt hold i en dyrepark, hvor der er masser af plads til såvel dyrene som gæsterne. Skandinavisk Dyrepark er blandt andet kendt for at have nogle af de bedste rovdyranlæg i landet.
For tiden kan man blandt andet få nogle fantastiske oplevelser sammen med parkens to isbjørneunger, der i øjeblikket er i den mest legesyge alder. De to unger nyder at boltre sig i vandet sammen med deres mor i parkens 26.000 kvadratmeter store isbjørneanlæg.
Sæsonen igennem vil der være masser af spændende aktiviteter for såvel store som små dyrelskere.