Snogen er i tilbagegang
Tidligere var snogen almindelig de fleste steder i Skandinavien, men i de sidste årtier er snogen gået meget
stærkt tilbage. Det sker primært fordi levestederne og deres føde forsvinder.
Snogen lever i fugtige områder med rigelig plantevækst som moser, sumpe, våde grøfter og vandløb, men den kan også finde sig til rette i skove og på enge samt i haver.
Snogen er dagaktiv. Den mødes både på landjord, hvor den bevæger sig hurtigt og behændigt gennem vegetationen, og i vandet, hvor den svømmer perfekt ved at bugte kroppen fra side til side, mens hovedet holdes over vandet.
Snogen er sort med gule nakkestriber/pletter
Snogen er en slank slange. Hannen er mindst og måler 60-80 cm, mens hunnen måler 70-150 cm.
Snogens farve kan variere, men ens for alle snoge er de 2 gullige eller hvidgullige nakkepletter. Den typiske Danske og Skandinaviske snog er sort, måske brunsort, med de karakteristiske 2 gule nakkepletter.
Den snog som findes i Europa er ikke giftig. Hvis den overraskes, vil den som regel rulle sig sammen og hvæse gevaldigt, men sjældent bide. Hvis den berøres vil den forsvare sig ved at udsprøjte et gulligt, særdeles kvalmende og ildelugtende sekret fra et par kirtler ved haleroden. Samtidig vrider og vender den sig så voldsomt, at både den selv og angriberen bliver indsmurt i sekretet.
Snogen går i vinterhi
I september søger snogen efter et sted, som er tørt. Den forlader sit foretrukne tilholdssted og søger væk fra vand for at gå i vinterhi. Som regel samles snogene fra den nærmeste omegn i større og mindre grupper og går i hi sammen.
Hiet er normalt et skjul i et stendige, en kompostbunke eller under et væltet træ, og hiet benyttes normalt år efter år. I april måned dukker snogene frem fra deres vinterhi og begynder straks at bevæge sig tilbage mod deres foretrukne tilholdssteder.
I juni/juli begynder hun-snogene at søge efter et sted at lægge æg. Det kan være kompostbunker, møddinger, halmbunker eller andet, der er tilpas fugtigt til at gærings- og forrådnelsesvarmen hjælper på fosterudviklingen i ægget. Desværre bliver det sværere og sværere for hun-snogene at finde velegnede æglægningssteder.
Snog-ungerne færdigudvikles i æggene
Snogene lægger 8-30 æg. På dette tidspunkt er de nylagte snogunger 2-3 cm. lange. Æggene er seje og bløde og klæber sig sammen til en sammenhængende klump. Æggene overlades til at klare sig selv.
Afhængig af temperaturen klækkes æggene efter et par måneder. Snog-ungerne har vokset sig store i æggene og er nu 15-20 cm lange. De forlader straks stedet for at finde føde.
Snogens føde
Snogene lever overvejende af vanddyr; frøer, tudser og fisk. Er man en lille snog, tager man små tudser, små frøer og små fisk, mens de store hun-snoge næsten udelukkende lever af store tudser. Slanger sluger deres bytte helt, hvorefter det langsomt opløses i maven på dem.
