Henter...
Henter...

Sikaen

( Cervus nippon )

Sikaen kom til Danmark omkring år 1900. Den stammer oprindeligt fra Asien, og har derfor fået det latinske navn “Cervus nippon” – den japanske hjort. Dens pels er rødbrun med hvide pletter. Ofte er det kun kalve, der har pletter hos hjortearterne, og derfor forveksles sikaer af og til med krondyrkalve. Sikaer og krondyr er også tæt beslægtede, og trods størrelsesforskellen på de to arter, kan de faktisk parre sig og få avlsdygtigt afkom.

Lær Sikaen at kende

Klassifikation: Pattedyr

Orden: Parrettåede hovdyr

Familie: Hjort (Cervidae)

Udbredelse: Dele af Europa, hovedsageligt Storbritannien og Irland

Levested: Skov

Levetid: Op til 15 år

Kropslængde: 150 cm + 10-15 cm hale

Skulderhøjde: 80 cm

Vægt: Han (Sikahjort): 50-80 kg; Hun (Hind): 35-45 kg

Kønsmoden: 1,5 år

Brunst: September og oktober

Drægtig: 234 dage

Antal afkom: 1-2 kalve, normalt 1 hvert år

Føde: Planteæder (herbivore); græs, kløver, træer, buske og markafgrøder

Levested

Sikahjorten trives i tætte, skovklædte områder med adgang til både skjul og føde. Den foretrækker løv- og blandingsskove med fugtig bund og rig vegetation, hvor den let kan gemme sig og finde føde. I modsætning til krondyret opholder sikahjorten sig gerne i skovens indre og færdes sjældnere i åbne landskaber. Den søger områder med adgang til ferskvand og fugtige enge og undgår generelt tørre og åbne naturområder.

Sikahjorten er mest aktiv i skumringen og om natten. Den tilpasser sig hurtigt omgivelser med menneskelig tilstedeværelse og ændrer sin døgnrytme for at undgå kontakt. Under tryk fra jagt eller forstyrrelse bliver den meget sky og trækker sig længere ind i skovområder med tæt bevoksning.

Uden for brunstperioden lever sikahjortene ofte i kønsopdelte grupper. Hinderne og kalvene danner små rudler, mens hjortene holder sig for sig selv. I parringstiden udviser hjortene et karakteristisk fløjtende kald og forsvarer aktivt deres adgang til hinderne mod andre hanner i området.

Udbredelse

Sika stammer oprindeligt fra det østlige Asien, hvor den findes i blandt andet Japan, Taiwan, Kina og dele af Rusland. I løbet af 1800- og 1900-tallet blev sika indført til en lang række lande i Europa, herunder Storbritannien, Irland, Frankrig, Tyskland og Danmark – typisk som jagtvildt i indhegnede områder, hvorfra nogle bestande senere er undsluppet og blevet fritlevende.

I Danmark blev sika første gang introduceret i midten af 1900-tallet, og i dag findes der en vild bestand på Sydsjælland, især i området omkring Vordingborg og Præstø. Her er sika nu veletableret og i fremgang. Der findes desuden mindre bestande andre steder, men de er ofte opstået fra dyr, der er undsluppet fra dyrehaver.
Arten betragtes som ikke-hjemmehørende i Danmark og kan i nogle tilfælde være i konkurrence med det oprindelige dådyr eller påvirke skovens vegetation ved overgræsning.

Djursland

På Djursland findes der ikke en naturligt etableret, fritlevende bestand af sika. Til gengæld holdes arten i flere større indhegnede områder, blandt andet som en del af vildtpleje eller i forbindelse med jagt. Enkelte dyr er gennem tiden undsluppet fra indhegninger, men der er ikke dokumenteret tegn på, at sika har dannet en varig bestand i den fri natur på Djursland.

Hvis man vil opleve sika på Djursland, er det typisk i tilknytning til dyrehaver eller større private skove med indhegnet vildt. I disse anlæg kan man ofte se arten på tæt hold og studere dens adfærd, der adskiller sig fra både krondyr og dådyr – blandt andet gennem dens høje kald og markante hvidt-omrammede bagdel, som den løfter halen væk fra ved forstyrrelse.

Selvom sika ikke er en del af den vilde fauna på Djursland, er den et eksempel på, hvordan menneskelig indførsel og dyrehold har præget vores landskab og dyreliv.

Udbredelse

Sika stammer oprindeligt fra det østlige Asien, hvor den findes i blandt andet Japan, Taiwan, Kina og dele af Rusland. I løbet af 1800- og 1900-tallet blev sika indført til en lang række lande i Europa, herunder Storbritannien, Irland, Frankrig, Tyskland og Danmark – typisk som jagtvildt i indhegnede områder, hvorfra nogle bestande senere er undsluppet og blevet fritlevende.

I Danmark blev sika første gang introduceret i midten af 1900-tallet, og i dag findes der en vild bestand på Sydsjælland, især i området omkring Vordingborg og Præstø. Her er sika nu veletableret og i fremgang. Der findes desuden mindre bestande andre steder, men de er ofte opstået fra dyr, der er undsluppet fra dyrehaver.
Arten betragtes som ikke-hjemmehørende i Danmark og kan i nogle tilfælde være i konkurrence med det oprindelige dådyr eller påvirke skovens vegetation ved overgræsning.

Djursland

På Djursland findes der ikke en naturligt etableret, fritlevende bestand af sika. Til gengæld holdes arten i flere større indhegnede områder, blandt andet som en del af vildtpleje eller i forbindelse med jagt. Enkelte dyr er gennem tiden undsluppet fra indhegninger, men der er ikke dokumenteret tegn på, at sika har dannet en varig bestand i den fri natur på Djursland.

Hvis man vil opleve sika på Djursland, er det typisk i tilknytning til dyrehaver eller større private skove med indhegnet vildt. I disse anlæg kan man ofte se arten på tæt hold og studere dens adfærd, der adskiller sig fra både krondyr og dådyr – blandt andet gennem dens høje kald og markante hvidt-omrammede bagdel, som den løfter halen væk fra ved forstyrrelse.

Selvom sika ikke er en del af den vilde fauna på Djursland, er den et eksempel på, hvordan menneskelig indførsel og dyrehold har præget vores landskab og dyreliv.

Beboerne

Uddybende info følger.

Verdenskort