Sika stammer oprindeligt fra det østlige Asien, hvor den findes i blandt andet Japan, Taiwan, Kina og dele af Rusland. I løbet af 1800- og 1900-tallet blev sika indført til en lang række lande i Europa, herunder Storbritannien, Irland, Frankrig, Tyskland og Danmark – typisk som jagtvildt i indhegnede områder, hvorfra nogle bestande senere er undsluppet og blevet fritlevende.
I Danmark blev sika første gang introduceret i midten af 1900-tallet, og i dag findes der en vild bestand på Sydsjælland, især i området omkring Vordingborg og Præstø. Her er sika nu veletableret og i fremgang. Der findes desuden mindre bestande andre steder, men de er ofte opstået fra dyr, der er undsluppet fra dyrehaver.
Arten betragtes som ikke-hjemmehørende i Danmark og kan i nogle tilfælde være i konkurrence med det oprindelige dådyr eller påvirke skovens vegetation ved overgræsning.
På Djursland findes der ikke en naturligt etableret, fritlevende bestand af sika. Til gengæld holdes arten i flere større indhegnede områder, blandt andet som en del af vildtpleje eller i forbindelse med jagt. Enkelte dyr er gennem tiden undsluppet fra indhegninger, men der er ikke dokumenteret tegn på, at sika har dannet en varig bestand i den fri natur på Djursland.
Hvis man vil opleve sika på Djursland, er det typisk i tilknytning til dyrehaver eller større private skove med indhegnet vildt. I disse anlæg kan man ofte se arten på tæt hold og studere dens adfærd, der adskiller sig fra både krondyr og dådyr – blandt andet gennem dens høje kald og markante hvidt-omrammede bagdel, som den løfter halen væk fra ved forstyrrelse.
Selvom sika ikke er en del af den vilde fauna på Djursland, er den et eksempel på, hvordan menneskelig indførsel og dyrehold har præget vores landskab og dyreliv.
