Rensdyret lever i arktiske områder
Rensdyr lever på tundraen langs den Arktiske cirkel, og er derfor perfekt tilpasset til at kunne klare den barske og lange vinter. Pelsen er varm og ekstremt tæt, og den består af en tyk underuld og lange hule dækhår. Et tykt fedtdække under pelsen virker som yderligere isolering og energikilde i vinterens løb.
Varmeveksler i ben og næse
Pelsen og fedtet alene kan dog ikke beskytte mod den kulde, der kommer fra den iskolde jord. Til det har rensdyret andre tricks i ærmet. I benene ligger blodkarrene så tæt, at det varme blod inde fra kroppen opvarmer det blod, der løber tilbage til hjertet fra klovene. Det betyder, at klovene kan være omkring 30 grader koldere end resten af rensdyret. På samme måde udnytter rensdyrets snude varmen fra blodet, ved at trække den iskolde arktiske luft igennem en masse små labyrintgange fyldt med blodkar. Luften bliver derved opvarmet inden det ender nede i lungerne.
Kold luft indeholder meget lidt fugt, og uden forsvarsmekanismer, ville rensdyret hurtigt miste masser af væske ved hvert eneste åndedrag. Derfor fortættes fugten fra den varme udåndingsluft inde næsen labyrintgange. Det betyder at indåndingsluften fugtes samtidig med at den varmes op, og lungerne beskyttes derved imod både kulde og udtørring.
Rensdyrenes ben klikker, når de går.
Hvis man lytter efter, når et rensdyr løber eller går, vil man kunne høre at benene klikker. Dette skyldes en sene i deres ben, der smutter hen over en knogle. Denne lyd hjælper rensdyrene med at holde sammen i flokken under de mørke polarnatte og snestorme hvor udsynet er begrænset.
Både hanner og hunner bærer gevir
Som den eneste hjorteart har både hanner (tyre) og hunner (simler) gevir hos rensdyr.
Det at have et gevir er en stor omkostning for dyret, der både skal bruge energi på at lave et nyt gevir hvert år samt bære rundt på det. Derfor giver det kun mening for hunnerne at have gevir, hvis det også giver dem en klar fordel. Om vinteren kan det være svært at finde føde, og hvis hunnerne ikke selv havde gevir, ville de have svært ved at forsvare deres føde overfor hannerne. Ovenikøbet smider hannerne typisk geviret først på vinteren efter brunstperioden, mens hunnerne beholder deres gevirer helt til foråret. Dette giver især de drægtige hunner en vigtig konkurrencefordel hen over vinteren.
Skal renen have lav?
Nej, det er en gammel misforståelse at renen kun kan leve af lav. Om sommeren lever renen af græsser, urter og blomster, mens den om vinteren hovedsageligt lever af lav, da det er den mest almindelige fødekilde i renens vinterområde. Renen kan imidlertid sagtens leve udelukkende af f.eks. græs. Den skal blot have god tid til at omstille vommen hertil.
På øen Syd Georgia på den sydlige halvkugle findes en renbestand, etableret af hvalfangere i 1911. Her findes intet lav – kun en række græsarter, og alligevel trives renbestanden i bedste velgående. Dette viser noget om renens tilpasningsevne under meget forskellige forhold.
Renen er samernes husdyr
Den ældste beretning om rendrift findes i Liang-dynastiets annaler fra år 499 og omhandler Sibirien. Her fortælles om det mystiske land hvor vogne blev trukket af hjorte, og hvor hjortene blev malket. I Sibirien er rendriften dog sandsynligvis meget ældre.
I Skandinavien regner man med, at renen blev tæmmet for ca. 1.500 år siden. Renen var livsgrundlaget for samerne på Nordkalotten. Den var last- og trækdyr og gav dem bl.a. kød, mælk, tøj, redskaber og teltdug.
I dag findes der i alt ca. 600.000 tam-rener i Skandinavien. Enkelte steder findes stadig vild-rener, som hovedsageligt har brun pels modsat tam-renen, hvis pels er mangefarvet.
