Rensdyr

Rensdyret lever i arktiske områder

Rensdyr lever på tundraen langs den Arktiske cirkel, og er derfor perfekt tilpasset til at kunne klare den barske og lange vinter. Pelsen er varm og ekstremt tæt, og den består af en tyk underuld og lange hule dækhår. Et tykt fedtdække under pelsen virker som yderligere isolering og energikilde i vinterens løb.

Varmeveksler i ben og næse

Pelsen og fedtet alene kan dog ikke beskytte mod den kulde, der kommer fra den iskolde jord. Til det har rensdyret andre tricks i ærmet. I benene ligger blodkarrene så tæt, at det varme blod inde fra kroppen opvarmer det blod, der løber tilbage til hjertet fra klovene. Det betyder, at klovene kan være omkring 30 grader koldere end resten af rensdyret. På samme måde udnytter rensdyrets snude varmen fra blodet, ved at trække den iskolde arktiske luft igennem en masse små labyrintgange fyldt med blodkar. Luften bliver derved opvarmet inden det ender nede i lungerne.

Kold luft indeholder meget lidt fugt, og uden forsvarsmekanismer, ville rensdyret hurtigt miste masser af væske ved hvert eneste åndedrag. Derfor fortættes fugten fra den varme udåndingsluft inde næsen labyrintgange. Det betyder at indåndingsluften fugtes samtidig med at den varmes op, og lungerne beskyttes derved imod både kulde og udtørring.

Rensdyrenes ben klikker, når de går.

Hvis man lytter efter, når et rensdyr løber eller går, vil man kunne høre at benene klikker. Dette skyldes en sene i deres ben, der smutter hen over en knogle. Denne lyd hjælper rensdyrene med at holde sammen i flokken under de mørke polarnatte og snestorme hvor udsynet er begrænset.

Både hanner og hunner bærer gevir

Som den eneste hjorteart har både hanner (tyre) og hunner (simler) gevir hos rensdyr.

Det at have et gevir er en stor omkostning for dyret, der både skal bruge energi på at lave et nyt gevir hvert år samt bære rundt på det. Derfor giver det kun mening for hunnerne at have gevir, hvis det også giver dem en klar fordel. Om vinteren kan det være svært at finde føde, og hvis hunnerne ikke selv havde gevir, ville de have svært ved at forsvare deres føde overfor hannerne. Ovenikøbet smider hannerne typisk geviret først på vinteren efter brunstperioden, mens hunnerne beholder deres gevirer helt til foråret. Dette giver især de drægtige hunner en vigtig konkurrencefordel hen over vinteren.