Henter...

Hugormen

( Vipera berus )

Hugormen er Danmarks eneste giftige slange. Faktisk er giften stærkere end hos klapperslanger, men fordi mængden er meget mindre, er det som regel ikke farligt at blive bidt af en hugorm. De fleste hugorme har et flot zig-zag-mønster på ryggen, der hos hannerne er sort og hos hunnerne er brunt. Hugormen er dagaktiv og bruger dagen på at ligge slikke sol på åbne steder. Her ligger den også og venter på, at byttedyr skulle finde vejen forbi.

Lær Hugormen at kende

Klassifikation: Krybdyr

Orden: Skælklædte krybdyr

Familie: Hugorme og viperider (Viperidae)

Udbredelse: Det meste af nord og midt Europa

Levested: Skov, mose, hede og klitter

Kropslængde: Han: 40-45 cm; Hun: 50-80 cm

Parringstid: Marts

Drægtig: 2 måneder

Antal afkom: 4-18, normalt 8-11 hvert år

Føde: Krybdyr, mus, frøer og mindre fugle

Levested

Hugormen trives i solrige, tørre og uforstyrrede områder med varieret vegetation. I Danmark findes den især i klitlandskaber, heder, moser, åbne skove og skovlysninger, hvor den kan finde både skjul og solrige steder til at regulere sin kropstemperatur. Den foretrækker områder med spredte buske og træer, som giver mulighed for hurtig vekslen mellem sol og skygge.

Om vinteren går hugormen i dvale i underjordiske huler, ofte på sydvendte skråninger, hvor den er beskyttet mod frost. Disse overvintringssteder bruges ofte år efter år. Om foråret samles hugormene i parringsområder tæt på vinterkvarteret, hvor hannerne konkurrerer om hunnerne. Efter parringen søger de drægtige hunner mod sommerkvarterer med rigelig føde og passende skjulesteder.

Hugormen er dagaktiv og ses ofte solbade på varme sten eller i lysninger. Den er sky og vil som regel flygte ved menneskelig kontakt.

Udbredelse

Hugormen er vidt udbredt og findes i store dele af Europa og det nordlige Asien. Dens udbredelse strækker sig fra Storbritannien i vest til det østlige Rusland, Mongoliet og det nordlige Kina i øst. Den er blandt verdens nordligst forekommende slanger og findes helt op mod polarcirklen i Skandinavien og Sibirien.

I Danmark er hugormen naturligt forekommende, men udbredelsen er fragmenteret. Den findes især i Jylland og på Bornholm, mens den kun optræder meget spredt eller slet ikke i dele af Sjælland, Fyn og på mange øer. Flere lokale bestande er små og isolerede, hvilket gør dem sårbare over for forstyrrelser og ændringer i landskabet.

På den danske Rødliste er hugormen vurderet som sårbar (VU), primært på grund af tilbagegang i udbredelse og bestandsstørrelse. Globalt betragtes arten dog som ikke truet (LC).

Djursland

På Djursland er hugormen fortsat forholdsvis almindelig flere steder, særligt i de store sammenhængende naturområder som Mols Bjerge og de omkringliggende hede- og skovområder. Her finder den gode levesteder med varme, tørre skråninger, lysåbne arealer og tæt bundvegetation, som giver mulighed for både solbadning, skjul og overvintring.

Molslaboratoriets arealer i Nationalpark Mols Bjerge er blandt de steder, hvor man med lidt tålmodighed kan være heldig at opleve hugormen i naturen – især i forårsmånederne, hvor de soler sig på sten og sydvendte skråninger efter vinterens dvale. Bestanden her vurderes som stabil, men som mange andre steder i Danmark er de afhængige af, at deres levesteder forbliver uforstyrrede og varierede.

Også i Norddjurs og Syddjurs er der registreret mindre bestande, særligt nær kystnære hedeområder og skovlysninger. Flere af disse er dog små og isolerede, hvilket gør dem sårbare over for menneskelig aktivitet, tilgroning og fragmentering af naturen.

Udbredelse

Hugormen er vidt udbredt og findes i store dele af Europa og det nordlige Asien. Dens udbredelse strækker sig fra Storbritannien i vest til det østlige Rusland, Mongoliet og det nordlige Kina i øst. Den er blandt verdens nordligst forekommende slanger og findes helt op mod polarcirklen i Skandinavien og Sibirien.

I Danmark er hugormen naturligt forekommende, men udbredelsen er fragmenteret. Den findes især i Jylland og på Bornholm, mens den kun optræder meget spredt eller slet ikke i dele af Sjælland, Fyn og på mange øer. Flere lokale bestande er små og isolerede, hvilket gør dem sårbare over for forstyrrelser og ændringer i landskabet.

På den danske Rødliste er hugormen vurderet som sårbar (VU), primært på grund af tilbagegang i udbredelse og bestandsstørrelse. Globalt betragtes arten dog som ikke truet (LC).

Djursland

På Djursland er hugormen fortsat forholdsvis almindelig flere steder, særligt i de store sammenhængende naturområder som Mols Bjerge og de omkringliggende hede- og skovområder. Her finder den gode levesteder med varme, tørre skråninger, lysåbne arealer og tæt bundvegetation, som giver mulighed for både solbadning, skjul og overvintring.

Molslaboratoriets arealer i Nationalpark Mols Bjerge er blandt de steder, hvor man med lidt tålmodighed kan være heldig at opleve hugormen i naturen – især i forårsmånederne, hvor de soler sig på sten og sydvendte skråninger efter vinterens dvale. Bestanden her vurderes som stabil, men som mange andre steder i Danmark er de afhængige af, at deres levesteder forbliver uforstyrrede og varierede.

Også i Norddjurs og Syddjurs er der registreret mindre bestande, særligt nær kystnære hedeområder og skovlysninger. Flere af disse er dog små og isolerede, hvilket gør dem sårbare over for menneskelig aktivitet, tilgroning og fragmentering af naturen.

Beboerne

Uddybende info følger.

Verdenskort