Rådyret er skovens hjort. Det er lille, adræt og bygget til et liv i skovens udkant. Dets forben er lavere end dets bagben, og rådyret er derfor i stand til at smutte under lave buske og træer.

Bukken og råen vejer begge to ca. 20 – 25 kg.

Rådyr lever ikke i flokke som krondyr og dådyr. De lever derimod i mindre familiegrupper, og kun sidst på vinteren ses mindre flokke af rådyr græsse sammen på markerne. Disse små flokkes kaldes et spring.

Råen har forlænget drægtighed

Hvor længe en hun er drægtig afhænger normalt af dyrets størrelse, og hos de større hjortearter er hunnerne drægtige ca. 8 måneder. Et lille dyr som rådyret, skulle
således kun være drægtig i ca. 5. måneder.

Hos rådyret findes imidlertid et enestående fænomen der kaldes forlænget drægtighed. Efter parringen i juli/august deler det befrugtede æg sig nogle få gange, og går herefter ind i et hvilestadium på ca. 4 måneder. Omkring årsskiftet starter fostret igen med at vokse og herefter forløber en normal drægtighed af ca. 5 måneders varighed. Lammene fødes derfor 9 måneder efter parringen i maj/juni, netop som naturens spisekammer bugner allermest.

Råbukkene passer på deres territorie

Råbukkene er meget aggressive i brunsten. De etablerer deres territorium allerede i maj, mens selve brunsten først forekommer i juli/august. I den mellemliggende periode afpatruljerer de konstant deres territorium og jager alle andre bukke på flugt. Brunstperioden er meget hård ved bukkene, og de taber sig ofte mange kilo.

Efter brunsten har bukkene hele efteråret til at æde sig fede inden vinteren. Havde råerne ikke haft forlænget drægtighed skulle bukkene have været i brunst midt om vinteren, og mange af dem ville da være så afkræftede, at de ikke ville overleve vinteren.

Råbukkens gevir hedder en opsats

Opsatsen vokser frem om vinteren, mens andre hjortearters gevir vokser frem forår/sommer, og bukken taber den gamle opsats sent på efteråret. Opsatsen får maksimalt 3 spidser på hver stang, og bukken kaldes da for en seksender. Bukken benytter bl.a. opsatsen til at afmærke sit territorie ved at feje denne på træer og buske. På den måde kommer der dels synlige mærker hvor bark og grene er revet af, dels afsættes der duftstoffer fra en kirtel i bukkens pande.